YO:MA CONCRETE OR BEACHES, THE DEATH AND RISE OF ARCHITECTURE. FROM SAND YOU HAVE COME. TO SAND YOU SHALL RETURN.FROM A BROAD PALETTE OF WONDROUS MATERIALS THAT IMPLODES THE LIMITATIONS OF STANDARD SOLUTIONS, YOU SHALL RISE AGAIN. THE WORLD CAN'T SUSTAIN ONE-WAY THINKING, JUST AS IT CAN'T SUSTAIN ONE-WAY CONSUMPTION, AS THIS LEAVES THE WORLD TREMBLING ON ONE LEG, CREATING A SHAKY FOUNDATION.IN THE SAME WAY THAT THE STEAK ON YOUR PLATE IS FINDING ALTERNATIVES, SO IS THE SANDWICH ELEMENT OF THE WALL. WHAT WAS ONCE LIMITED BY A GIVEN IS NOW A DIVERSE PALETTE OF OPTIONS, ALLOWING FOR FURTHER CONSIDERATIONS INTO LOCAL RESOURCES, CLIMATE, AND THE NEEDS OF PEOPLE, AND IT ALL SEEMS BEAUTIFULLY CHOREOGRAPHED AS THE VARIOUS ELEMENTS ALIGNS, REWINDING ARCHITECTURE AND THE WORLD AHEAD.
yoma.emptylands



WORK
   ARCHITECHTURE    
   OBJECTS    
   PAINTING
   PHOTOGRAPHY
   GRAPHIC DESIGN
   ARCHIVE
   WRITTEN  

NOTES
PUBLISHED

SHOP

DETAILS
CONTACT






 

DE FROSNE NEURALE SPOR

Vi bruger det meste af vores unge liv på at imitere først vores forældre, senere repetere vi hvad der bliver sagt i skolen, og så går vi på universitetet og får topkarakterer for at sige det rigtige.

Imitationen, repetitionen og det rigtige skaber dybe neurale spor; vanen er skabt, sporet er lagt, ideen om det rigtige holder ved og bevarer retningen i det 'eneste' rette spor. Fortræningen er total; det eneste skalkeskjul af en ven, der afholder en fra sollysets varme stråler.

Her ligger mindet om en tid, hvor man ville noget andet og noget mere. Måske havde man langt hår, stod på skateboard eller fangede fluer og studerede med stor nysgerrighed deres vinger. Heri ligger varmen og potentialet for igen at se en ubetrådt, smuk mark uden spor, gladeligt afventende den derfor altid evig unges næste skridt.

Postlude

Individet bliver til individer, som senere bliver til brancher. Fortrængningen og sporene følger med og aflejres på alle leder og kanter. Her falder vi alle i, hvis ikke vi lærer at navigerer og se.

Branchen er fuld af kløfter, hvor sollyset sjældent rammer dybden. Her må man trodse den tynde luft og bevæge sig op i højden. Heroppe blafrer ideen om status que rundt som et luftigt og ikke-eksisterende fænomen. Heroppe erkendes verdens, naturens og menneskets foranderlighed og dermed også arkitekturens. Heri ligger kilden til kontinuerlig fornyelse som en forudsætning for reel bæredygtighed.


ER VI AFHÆNGIG AF KRISEN?

I krisen finder vi nødvendigheden 

I nødvendigheden finder vi meningen 

I meningen finder vi det individuelle og kollektive engagement. 


Det nærliggende spørgsmål er selvfølgelig, hvad der sker, hvis man fjerner krisen. Har vi stadig så meningen? Eller er meningen så bundet op på nødvendigheden af håndteringen af krisen, både individuelt og kollektivt, at krisen ender med at skabe en afhængighed? 

På det individuelle niveau fungerer krisen som et eksistentielt anker, idet den fremkalder dybtgående refleksioner om konsekvenserne af både egne og samfundets handlinger. Dette kan resultere i en vilje til handling, hvilket er afgørende i enhver forandringsproces.

Når krisen udfordrer vores følelse af sikkerhed, rammer den os på et ømt punkt og skaber frygt. Set med samfundsmæssige øjne, åbner dette muligheden for forandring, da vi i skyggen af en fare naturligvis er velvillige overfor nye tiltag og nye måder at leve på. Dette er krisens centrale dynamik, hvis samfundmæssige potentiale engang blev udtrykt af Churchill: “Never let a good crisis go to waste”. 

Krisen blæser ny luft i systemet, en tiltrængt løsrivelse fra status quo er en potentiel realitet, idet en glemt erkendelse af tingenes og samfundets elasticitet erindres. Forandring kan ske, da vi selv både er aktører og skabere. Denne følelse kan migrere og udvikle sig til et midlertidigt fælleskab, der uundgåeligt har sin udløbsdato, når og vis krisen ophører.

Det personlige og samfundmæssige engagement rummer imidlertid en iboende udfordring, idet man kan miste forbindelsen til hvorfor man gør, hvad man gør. Tjener man det overordnede mål, eller tjener man reelt set sig selv? Dilemmaet er tydeligt i mange grene af samfundet, og udgør en central kerne i afhængigheden.

Når skræmmebilleder og frygt anvendes som en del af retorikken for at skabe forandring, skaber det imidlertid hos mange mennesker, især unge et indre panoptikon, der som en observerende instans, opretholder bekymringen om, hvorvidt man handler “rigtigt”. Det burde være tilstrækkelig grund til at overveje en alternativ måde at skabe forandring på og dermed frigøre os selv fra krisens greb.

Det rejser spørgsmålet: På hvilket grundlag er det egentlig vi forsøger at opnå forandring, og er det virkelig en verden man vil bygge ud fra og ovenpå? 

I dag er udgangspunktet for enhver vision at ville skabe en bæredygtig fremtid. Ordet “bære-dygtig” er et smukt ord, der i sig selv taler om en tilstand, hvor ting kan bære sig selv. Det er en tilstand af balance, og den verden kommer ikke ud af blinkende alarmklokker; i så fald bliver de nye rammer vel ligeså vaklende og stædige som de gamle. 

Gennem historien har samfundet utallige gange forsøgt at etablere nye strukturer  som en reaktion på kriser, som desværre ofte bliver til strukturelle kløfter. En fællesnævner synes at være en opfattelse af, at have fundet en “endegyldig” løsning, hvilket uundgåeligt leder til et senere opgør. Når forandringen kommer med en overbevisning af at være bedre end den gamle, er forseglingen af det kommende værdisæt allerede påbegyndt.

Med den erkendelse in mente må en del af visionen i dag være at skabe rammer, som i sig selv forbliver bæredygtige, ved at være sin egen foranderlighed bevidst. 

Temporalt snæversyn er en smuk betegnelse, der minimerer vores tendens til at binde os til tidsbestemte, samfundsmæssige og personlige opfattelser. Den bringer en grad af frigørelse, da den løfter blikket fra vores egen tid og derigennem erkender sin egen uundgåelige forandring.

Dette tidsmæssige forbehold frigør os og de kommende generationer fra det evigt gentagne opgør, da forandringen her ikke manifesterer sig i dramatiske udslag, men i naturlige, gradvise skvulp.  

Krisen afgrænser vores tilgængelige bevidsthedsrum, da frygten er omdrejningspunkt for den ubalance, krisen medfører. På samme måde som kroppen belastes unødigt ved at løfte en kasse i ubalance, bruger krisen en betydelig mængde spildenergi, der ligesom de nyopståede spændinger i kroppen senere skal udredes — dette er krisens forsikring om genkomst. Krisen som dynamik er med andre ord ubæredygtig, da den i ligevægt ville forsvinde.

Heldigvis eksisterer menneskelivet inde under alt det ståhej; her lever ren nysgerrighed og udvikling uafhængigt af tilstedeværelsen af en krise og her sker forandringen i stedet udfra en dyb værdsættelse og forståelse af den sameksistens vi har med verden og den planet vi er havnet på. 

Vi kommet til et punkt i vores udvikling, hvor vi kan vælge ikke bare hvad vi gør, men hvordan vi gør.