DE FROSNE NEURALE SPOR
ER VI AFHÆNGIGE AF KRISEN?
REFSHALEØEN, DEN (U)ENDELIGE ARKITEKTUR
A HOUSE YOU SAY GOODMORNING TO..
CONCRETE OR BEACHES, THE DEATH AND RISE OF ARCHITECTURE
BATTALION OF PEACE




DE FROSNE NEURALE SPOR

Vi bruger det meste af vores unge liv på at imitere først vores forældre, senere repetere vi hvad der bliver sagt i skolen, og så går vi på universitetet og får topkarakterer for at sige det rigtige.

Imitationen, repetitionen og det rigtige skaber dybe neurale spor; vanen er skabt, sporet er lagt, ideen om det rigtige holder ved og bevarer retningen i det 'eneste' rette spor. Fortræningen er total; det eneste skalkeskjul af en ven, der afholder en fra sollysets varme stråler.

Her ligger mindet om en tid, hvor man ville noget andet og noget mere. Måske havde man langt hår, stod på skateboard eller fangede fluer og studerede med stor nysgerrighed deres vinger. Heri ligger varmen og potentialet for igen at se en ubetrådt, smuk mark uden spor, gladeligt afventende den derfor altid evig unges næste skridt.

Postlude

Individet bliver til individer, som senere bliver til brancher. Fortrængningen og sporene følger med og aflejres på alle leder og kanter. Her falder vi alle i, hvis ikke vi lærer at navigerer og se.

Branchen er fuld af kløfter, hvor sollyset sjældent rammer dybden. Her må man trodse den tynde luft og bevæge sig op i højden. Heroppe blafrer ideen om status que rundt som et luftigt og ikke-eksisterende fænomen. Heroppe erkendes verdens, naturens og menneskets foranderlighed og dermed også arkitekturens. Heri ligger kilden til kontinuerlig fornyelse som en forudsætning for reel bæredygtighed.