yoma.emptylands
WORK
ARCHITECHTURE
OBJECTS
PAINTING
PHOTOGRAPHY
GRAPHIC DESIGN
ARCHIVE
WRITTEN
NOTES
PUBLISHED
SHOP
DETAILS
CONTACT
yoma.emptylands
WORK
ARCHITECHTURE
OBJECTS
PAINTING
PHOTOGRAPHY
GRAPHIC DESIGN
ARCHIVE
WRITTEN
NOTES
PUBLISHED
SHOP
DETAILS
CONTACT
Refshaleøens udgangspunkt har netop været, at den ikke har haft den fjerneste idé om, hvad den kunne blive. Den har derfor ikke været tynget af nogen forudbestemt ide om sin fremtid, hvilket har gjort den åben til at udvikle sig til det, den er i dag. Nu er udfordringen, at man godt ved, hvad man vil, nemlig at blive en by med alt det, der hører sig til, men samtidig ønsker at bevare det x, den åbenhed, der har gjort Refshaleøen unik.
Det enormt frigørende ved at opholde sig på Refshaleøen er, at det slet ikke er lavet til ophold. Det er derfor ikke tænkt og designet til os og alle vores mange behov. Det føles derfor renset for ideer og tanker om, hvordan man skal agerer.
Naturen fungerer ligeså, da den ikke febrilsk forsøger at opfylde alle vores behov, frigøres en essentiel binding. Den er der bare, hvilket du også bare kan være.
Idag fylder vi designprocessen med utallige behov, hvilket uundgåeligt må skabe en arkitektur med en betydelig adfærdsbestemmende karakter. Dette fratager i høj grad brugerne den aktive rolle i skabelsen af bygningen og byen. Arkitekturen her reduceres til en tjekliste.
På Refshaleøen var det aldrig arkitekturens rolle at opfylde nogen forudindtaget behov. Da bygningsmassen var der før os, var den fritaget fra det åg. Derimod lå initiativet hos brugerne, til at læse sig ind i de eksisterende bygninger. Dette fremmer et naturligt medansvar, hvilket er grundessensen i et skabende fælleskab og i en stadig tilblivende arkitektur og by.
Historisk set bygges Refshaleøen som en funktionel bestemt arkitektur, her tænkes arkitekturen som et endeligt, uden tanke for det iboende potentiale bygningerne indeholder. Da B&W lukker ned, mister arkitekturen/bygningerne sin definition, sin begrænsning. Bygningerne står som åbne rammer, der kan indtages og tillægges ny betydning. Fremtiden bliver til fremtider.
Overgangen fra arkitektur til ramme opløser ideen - fysisk, funktionelt og mentalt om den færdige og endelige arkitektur. Her er foranderligheden et grundvilkår, da bygningerne har været vidne til et fundamental skift. Frygten for at ændre og bruge minimeres, da bygningerne og området i sin kerne er blevet transformativt.
Som Per Vers så godt siger: “For når noget er nyt er det pænt. Men rigtig smukt bli'r det først, når det er godt brugt”.
Meget arkitektur og mange urbane områder opfattes i dag som pæne, færdige og hermetisk lukkede objekter, tilsyneladende fastlåste og svære at trænge ind i. Det virker, som om foden går til kant i skoen, at der simpelthen mangler plads mellem det og det. Denne mangel på luft kan virke afvisende overfor alternativ brug og potentiel transformation. Bygninger repræsenterer det menneskelige håb om et stabilt punkt i en uforudsigelig natur, men måske er vi kommet til et punkt, hvor vi kan invitere noget af den uforudsigelighed, den luft indenfor?
Refshaleøen minder os om, at arkitekturen kan tage en anden form, en hvor man bevidst efterlader sprækker i skallen. Her erkender vi vores egen foranderlighed, og dermed også arkitekturens, og gør dermed op med tanken om arkitekturen som en projektion af vores eget ønske om en stabil, uforanderlig skal. Heri ligger den grad af uvished, der må være kilden til kontinuerlig fornyelse, nyskabelse og er en forudsætning for reel bæredygtighed, som i sin kerne må være (u)endelig.
Dele af disse overvejelser kommer fra besvarelsen af Refshaleøens ide konkurrence, omhandlende hvordan vi fornyer den særlige identitet så området fortsat forbliver nyskabende.
Postlude note:
På Refshaleøen behøver man ikke at at stræbe efter at blive en ”rigtig” by da det sker helt af sig selv, og meget bedre og mere interessant uden man bevidst forsøger. Her behøver man heller ikke at passe ind i et større billede om københavn, det har Refshaleøen aldrig gjort og behøver ikke at forsøge nu.